Når passion driver innovation – Munk AI vil være Europas førende AI konsulenthus
Med en klar filosofi om, at AI er et middel til målet, bruger Munk AI aktivt kunstig intelligens i sin produktudvikling for at skabe målbar værdi for kunderne. “Det går meget hurtigere i produktionen og er skalerbart fra starten,” fortæller CEO, Benjamin Munk. Få indblik i, hvordan passion og pragmatisme omsættes til konkret værdi i praksis og driver et ambitiøst AI-startup.
Kunstig intelligens hos Munk AI
Hos Munk AI er det centralt, at man tør at samarbejde med AI-modeller ved aktivt at inddrage dem i både produktudviklingen og selve produkterne. For her opdager man nye perspektiver og frigør arbejdskraft til mere spændende og komplicerede opgaver, hvilket øger både kvaliteten og motivationen.
I mange virksomheder er kritisk viden spredt på tværs af dokumenter, systemer og afdelinger, og ofte låst bag komplekse IT-løsninger eller manuelle processer. Det betyder, at medarbejdere bruger unødig tid på at lede efter information, ringe rundt internt eller træffe beslutninger på et ufuldstændigt grundlag, hvilket kan have både økonomiske og driftsmæssige konsekvenser. Munk AI adresserer denne udfordring ved at gøre virksomhedens samlede viden umiddelbart tilgængelig i hverdagen gennem sikre, skræddersyede AI-løsninger, der fungerer direkte i kundens eget miljø og understøtter hurtigere, bedre og mere databaserede beslutninger.
InternGPT – din mest vidende kollega
Deres produktlinje udgøres af plug and play løsninger, der er udviklet til virksomheder, der ikke har tid og økonomi til eksperimenter. Den omfatter AI-værktøjer til bl.a. tilbudsskrivning, churn-forudsigelser og kundeservice. Deres mest efterspurgte produkt er deres InternGPT-model, som er en sikker, skræddersyet AI-løsning, der kører udelukkende i kundens miljø.
Løsningen kobles på kundens filer, og håndterer data internt i systemet. På denne måde kan medarbejdere altid trække på historik og viden hurtigt nok til at påvirke kritiske beslutninger som prisfastsættelse eller reparationer mm.
DokBot muliggør dokumentation, der redder tid og penge
Nordhavn Power Solutions, leverandør samt serviceudbyder af dieselmotorer og generatoranlæg inden for marinebranchen, er en af flere virksomheder, som hurtigt så værdien i InternGPT. De ville gerne forbedre vidensdeling mellem support, service og interne teams uden at belaste IT-afdelingen, og dermed reducere supporttid.
Til formålet udviklede Munk AI løsningen ‘DokBot’ - en InternGPT model, der fungerer som en AI-baseret chatbot. Den trækker og opdaterer viden fra tusindvis af servicerapporter og andre dokumenter. DokBot fungerer internt og på mobilen, så dokumenter nemt kan tilføjes eller fjernes løbende, mens chatbotten automatisk tilpasser sig.
“Hvis skibet skal sejle kl. 16 fredag eftermiddag, og man mangler en reservedel før, at skibet kan sejle, kan det koste rigtig mange penge. Løsningen sikrer, at alle servicerapporter og dokumenter bliver tilgængelig for medarbejderne ved forespørgsler i naturligt sprog, således man ikke behøver at ringe ind til hovedkontoret for at få dem til at lave opslag i systemerne,” fortæller Benjamin Munk, CEO i Munk AI.
Medarbejderne kan stille spørgsmål i frit sprog om reservedele, historik, kunder mm., hvorefter DokBot krydsrefererer informationen automatisk. Hvis en servicetekniker glemmer at udfylde en rapport, kan DokBot også analysere tilbuds- og servicehistorik samt estimere, hvad rapporten burde indeholde. Systemet udfylder dermed potentielle huller i data og skaber et mere komplet beslutningsgrundlag.
Netop denne ambition om at gøre adgang til viden så enkel og intuitiv som muligt er også styrende for Munk AIs videre udvikling. Står det til Benjamin, skal fremtidens interaktioner med værktøjer som DokBot derfor være endnu mere naturlige – og i højere grad stemmebaserede. For mekanikere, elektrikere og teknikere, der arbejder med handsker og værktøj, er det upraktisk at taste på små skærme. Derfor stræber Munk AI efter at udvikle løsninger, der forstår naturligt sprog, kan styres via tale, og som tilpasses vores arbejdsgange - ikke omvendt.
Benjamin Munks AI råd
- Identificer klare mål ved at starte med et konkret problem
Før du kaster dig ud i at implementere AI, er det afgørende at vide, hvad du vil opnå. Definér klare mål, fx øget effektivitet, bedre kundeindsigt eller automatisering af rutineopgaver. Start med et afgrænset problem, test AI i et lille pilotprojekt, lær af erfaringerne, og brug resultaterne til at overbevise om værdien, før du udvider.
Eksempel: En lille produktionsvirksomhed bruger AI til at forudsige maskinvedligeholdelse, og sparer tid og penge. - Se det som en rejse
AI er en proces og ikke bare et IT-stik, du sætter i væggen. Integrér det i virksomhedens kerne, involvér hele organisationen og ikke kun IT-personalet. Planlæg løbende tilpasninger og hold fast i visionen.
Eksempel: En mellemstor webshop personaliserer tilbud med AI, men det forudsætter at salg, marketing og IT samarbejder tæt. - Tag risikoen med støtte og gør dine folk klar
Spring ud i AI med støtte fra en erfaren partner og træn medarbejderne, så de ser AI som en hjælp frem for en trussel. Forklar for eksempel, hvordan det betyder mere tid til det spændende og mindre til det kedelige.
Eksempel: En servicevirksomhed bruger AI til kundehenvendelser, mens medarbejdere lærer at fokusere på kundeløsninger. - Specifikt til større virksomheder
Sørg for at sikre datakvalitet og tilgængelighed. AI er kun så godt som det data, den kører på. Kunstig intelligenbs kræver rene, relevante og tilgængelige data samt tid og investering i datarensning og organisering for at sikre præcise og effektive modeller.
Kunstig intelligens før internettets fremkomst
Manden bag Munk AI har et andet forhold til AI end de fleste. For mange blev kunstig intelligens et buzzword i slutningen af 2022 med lanceringen af ChatGPT, men for Benjamin Munk har det fyldt meget siden før internettets fremkomst.
Drevet af en fascination for at forudsige og systematisere, brugte Benjamin i sin barndom flere timer dagligt på at fordybe sig i bøger om kunstig intelligens – en teknologi, der, til manges overraskelse, har rødder tilbage til midten af det 20. århundrede. Det blev startskuddet til en livslang passion for teknologi og AI, som stadig præger hans daglige rutiner, og siden har lagt fundamentet for hans karriere.
“Jeg bruger stadig minimum to timer om dagen på at sætte mig ind i de nyeste udviklinger indenfor AI. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne følge med i det kvantespring, vi oplever disse år.”
Fra passion til praksis
Efter en karriere med mange forskellige roller oplevede Benjamin, at interessen for teknologi og innovation ikke blev forløst. Arbejdet i større organisationer kom i stigende grad til at handle om interne processer og politik frem for at udvikle stærke produkter, skabe nyt og levere konkret værdi til kunderne.
Her kommer den nye mission ind i billedet.
For 3 år siden grundlagde Benjamin virksomheden Munk AI, som i dag hjælper virksomheder med rådgivning, produkter og kommunikation inden for kunstig intelligens. Virksomheden sælger ikke specifikke teknologier, men har fokus på at løse konkrete forretningsudfordringer ved at anvende AI som værktøj. Altid med udgangspunkt i kundens behov og eksisterende systemer. De tæller omkring 10 ansatte, hvilket netop udgør en meget central vision hos deres CEO;
“Vi stræber ikke efter at blive størst i antal medarbejdere,” fortæller Benjamin. “Vi stræber efter at skabe størst mulig værdi med færrest ressourcer, ved at lade AI automatisere det rutineprægede. For os er AI en strukturel konkurrencefaktor og en del af kerneforretningen. Det er fundamentet for vores rådgivning og leverancer.”
Vægten lægges på, at medarbejdere ikke bruger tid på opgaver, som med fordel kan løses af AI. I stedet fokuseres på at mestre de mest effektive værktøjer og arbejde på et højere abstraktionsniveau, hvor kompetencerne anvendes mere strategisk og værdiskabende.
Mød Benjamin Munk
Med 28 års international erfaring inden for IT-ledelse og kunstig intelligens i store globale danske virksomheder bl.a. KMD, Arla Foods og LEGO Group, og heraf 15 år som CIO og CDO, tilbyder Benjamin Munk og Munk AI løsninger baseret på kunstig intelligens. Benjamin er en anerkendt foredragsholder, som er kendt for sin passion, sit engagement og sin store viden om kunstig intelligens. Derudover yder Benjamin også rådgivning for topledere, bestyrelser og CEO-netværk verden over.
“Eksponentiel udvikling betyder, at vi i dette århundrede vil opleve teknologiske fremskridt svarende til den samlede udvikling fra de sidste 20.000 år. Vi befinder os lige nu på et punkt, hvor kurven accelererer markant, og inden for de næste tre år forventes dens stigning at blive næsten lodret.”
- Benjamin Munk
AI Katalog: Se de gode eksempler
Kontakt
Digitalisering, Teknologi & Tele
Gustav Enkegaard
Studentermedhjælper
Digitalisering, Teknologi & Tele
Aleksander Johannes Jensen
Studentermedhjælper