Sådan indfrier vi potentialet for dansk havvind frem mod 2050
Danmark har mulighed for at blive et grønt kraftcenter for Nordeuropa. Med nogle af Europas bedste havvindressourcer har vi teknisk potentiale til at etablere mellem 40 og 80 GW havvind frem mod 2050.
Det kan levere store mængder grøn strøm til Europa, styrke den europæiske konkurrenceevne og forsyningssikkerhed og samtidig fastholde havvind som en dansk styrkeposition med titusindvis af arbejdspladser.
Men det kræver, at de rette politiske rammer er på plads.
Derfor er Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forsikring & Pension, Green Power Denmark, Dansk Metal, Tænketanken Hav og Hydrogen Denmark gået sammen i Havvind 2050 Partnerskabet om en fælles rapport, der sætter retning for den danske havvindudbygning frem mod 2050.
Rapporten indeholder en række konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan indfri så stor en del som muligt af havvindpotentialet. Det handler blandt andet om øget elektrificering, stærkere energiforbindelser til vores nabolande, produktion af grøn brint og grønne brændstoffer samt markedsmodeller, der understøtter grænseoverskridende handel med grøn energi.
Læs hele rapporten og anbefalingerne nedenfor.
Kontakt