Dansk Erhverv: Godt med politisk handling med akutplan for elnettet. Nu skal vi også sikre bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet
Dansk Erhverv byder den politiske akutplan for elnettet velkommen og roser, at elektrificeringen af erhvervslivet og den tunge transport bliver prioriteret. Samtidig pointeres det, at det er afgørende at den kommende lovgivning skaber incitamenter til en langt bedre udnyttelse af den eksisterende netkapacitet, ellers risikerer Danmark at bremse både investeringer og den grønne omstilling.
Dansk Erhverv vurderer, at den politiske forståelse om en akutplan for elnettet er et vigtigt og nødvendigt skridt for at håndtere den ekstraordinære situation, Danmark står i med mangel på kapacitet i eltransmissionsnettet.
"Det er meget positivt, at den nye regering og Folketingets partier har handlet hurtigt og er blevet enige om, at vi desværre står i en ekstraordinær situation, hvor adgangen til elnettet må prioriteres. I Dansk Erhverv er vi samtidig glade for, at den brede elektrificering af erhvervslivet og omstillingen af transporten – herunder den tunge transport – er prioriteret i modellen. Det er noget, vi direkte har opfordret regeringen og Folketingets partier til, og det fortjener ros. Nu er det afgørende, at lovgrundlaget skaber fuld transparens og klare rammer, herunder for begrebet netvenlighed, så virksomheder og investorer har den nødvendige forudsigelighed, når de skal træffe milliardstore investeringsbeslutninger," siger Ulrich Bang, vicedirektør i Dansk Erhverv og forsætter:
"Elektrificeringen af erhvervslivet og den tunge transport er en afgørende forudsætning for både dansk konkurrenceevne og energiuafhængighed. Uden adgang til billig grøn strøm bliver det langt vanskeligere for danske virksomheder at konkurrere internationalt. Derfor er det helt afgørende, at den nødvendige netkapacitet bliver tilgængelig."
Modellen mangler fokus på bedre udnyttelse af elnettet
Selvom Dansk Erhverv bakker op om behovet for en midlertidig prioriteringsmodel, savner vi et stærkere fokus på, hvordan den eksisterende netkapacitet kan udnyttes langt mere effektivt.
"Vi snyder os selv, hvis vi ikke gør alt, hvad vi kan for at få en bedre udnyttelse af det eksisterende elnet. Batterier kan aflaste nettet og reducere lokale flaskehalse. Og et datacenter er ikke bare et datacenter. Det kan indrettes, så det i højere grad spiller sammen med elnettet gennem fleksibilitet, egenproduktion og energieffektivitet. Det mangler den skitserede model desværre blik for," siger Ulrich Bang og forsætter:
"Det får alarmklokkerne til at ringe. Hvis vi ikke får den rigtige regulering og de rette incitamenter på plads, så skyder vi os selv i foden og risikerer vi at gå glip af store gevinster. Derfor vil Dansk Erhverv arbejde for, at den kommende lovgivning belønner projekter, der bidrager til en bedre udnyttelse af elnettet, gennem objektive og transparente kriterier."
Nu skal udbygningen af transmissionsnettet op i tempo
Den politiske forståelse noterer samtidig, at der kommer en politisk opfølgning om hurtigere udbygning af eltransmissionsnettet og en energiinfrastrukturplan frem mod 2035. Det ser Dansk Erhverv som et afgørende næste skridt.
"Vi er havnet i en fuldstændig uholdbar situation, hvor Danmark risikerer at miste investeringer for mange milliarder kroner og samtidig fastholdes i en dyr afhængighed af fossile brændsler, som svækker både vores konkurrenceevne og energisikkerhed. Derfor er det meget positivt, at regeringen nu lægger op til en politisk opfølgning, hvor Folketinget skal sætte retningen for en markant hurtigere udbygning af transmissionsnettet. Samtidig skal myndighederne have langt mere fart på udviklingen og godkendelsen af nye fleksibilitetsløsninger. Vi har brug for markedsløsninger, der belønner teknologier – herunder batterier – for at aflaste elnettet og sikre, at vi får mest muligt ud af den kapacitet, vi allerede har,” siger Ulrich Bang.
Endelig understreger Dansk Erhverv, at der er behov for et grundigt politisk eftersyn af Energinets opgaveløsning, så der igen kan komme styr på elnettet.
Den nuværende situation viser, at der er behov for et grundigt politisk eftersyn af Energinets governance, organisering og opgaveløsning. Samfundet skal kunne have tillid til, at Energinet leverer på sin vigtigste opgave: At få bygget elnettet ud i tide, og at vi udnytter det eksisterende elnet optimalt. Ellers risikerer Danmark at sakke bagud i omstillingen, svække konkurrenceevnen og miste investeringer til udlandet," afslutter Ulrich Bang.
For yderligere information kontakt Dansk Erhvervs presseafdeling på telefon 7022 8010.
Tilmeld dig et kursus eller event:
Green Energy Export Day
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
-
No show gebyr0 kr.
Kontakt