Dansk Erhverv: Ny model for større tilslutninger løser ikke akut kapacitetskrise
Energinet har i dag præsenteret en ny model for større tilslutninger til elnettet. Modellen betyder i praksis en forlængelse af pausen for nye nettilslutnings-aftaler og dermed også den uholdbare situation, hvor både producenter og forbrugere mangler klarhed om adgang til elnettet. Dansk Erhverv mener, at der er behov for akut politisk indgriben, så kapacitetskrisen ikke forværres yderligere.
Energinets nye model for håndtering af større tilslutninger betyder ifølge Dansk Erhverv, at virksomheder og energiproducenter fortsat må leve med stor usikkerhed om adgang til transmissionsnettet.
Samtidig kritiserer Dansk Erhverv, at Energinet fortsat ikke kan give konkrete svar på, hvornår situationen bliver normaliseret.
”Med udmeldingen har Energinet i praksis forlænget pausen for nye tilslutninger til elnettet til engang i efteråret. Det betyder, at virksomheder og energiproducenter fortsat står uden klarhed om, hvornår og på hvilke vilkår de kan få adgang til nettet. Det er dybt problematisk i en situation, hvor hele samfundet efterspørger mere elektrificering og mere grøn energi,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.
Ifølge Dansk Erhverv skaber den nye model fortsat ikke den nødvendige klarhed for virksomheder og projekter, som står midt i store investeringer.
”Det er svært at forstå, at Energinet stadig ikke kan være mere præcise end at sige, at man måske vil begynde at underskrive nye nettilslutningsaftaler igen engang i efteråret. Virksomhederne står midt i massive investeringer og har akut brug for vished – ikke flere uklare meldinger og udsættelser. Situationen er allerede alvorlig, og den her model løser desværre ingenting i praksis,” siger Ulrich Bang.
Ifølge Dansk Erhverv kommer usikkerheden på et tidspunkt, hvor behovet for elektrificering og energiuafhængighed kun vokser.
”Hormuz-strædet er lukket, og vi ser endnu engang, hvor sårbare vi er over for geopolitiske chok og ustabile energimarkeder. Det eneste langsigtede svar er mere vedvarende energi og mere elektrificering. Men det kræver, at virksomheder og energiproducenter faktisk kan få adgang til elnettet. At de ikke kan det lige nu, er et problem af galaktiske dimensioner,” siger Ulrich Bang.
Ifølge Dansk Erhverv er der nu behov for klare prioriteringer og hurtig handling fra både myndigheder og politikere.
“Der er behov for, at den nye regering kommer med et politisk svar, der hurtigt løser situationen. Det handler dels om prioritering af køen – og også mere grundlæggende om den langsigtede situation med Energinet, så vi ikke kommer til at stå i en lignende situation igen om tre måneder,” siger Ulrich Bang.
Andre læser
Bliv klar til det indiske marked med gratis træningsforløb: Tilmeld dig inden 1. juni 2026
Få adgang til et af verdens hurtigst voksende energimarkeder gennem et otte måneders træningsforløb med fokus på det indiske marked. Forløbet er for danske SMV'er og iværksættere inden for energisektoren.
Dansk Erhverv: EU tager fat på energipriserne og konkurrenceevnen – men uden opgør med fossil afhængighed vender krisen tilbage
EU vil dæmpe de høje energipriser her og nu. Dansk Erhverv bakker op, men understreger, at de store prisstigninger på fossile brændstoffer siden Iran-krigens begyndelse viser, at vores afhængighed af fossil energi skal brydes en gang for alle.
Kurser og events
Green Energy Export Day
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
Kontakt