Ny takstenhed skal skabe fair vilkår og større gennemsigtighed i velfærden
Dansk Erhverv udvider indsatsen for at hjælpe medlemmer med korrekt takstfastsættelse og skabe større gennemsigtighed og bedre rammevilkår for private og selvejende velfærdsleverandører.
Dansk Erhverv har etableret en ny takstenhed, der skal hjælpe medlemmer med korrekt takstfastsættelse og bidrage til større gennemsigtighed i den offentlige økonomi.
Enheden skal rådgive og sparre med medlemmer om regler, principper og rammer for takstberegning – særligt på sundheds- og velfærdsområdet. Det omfatter blandt andet gennemgang og kvalitetssikring af kommunale og regionale beregninger, hvor erfaringen viser, at fejl og mangler kan få betydelige økonomiske konsekvenser for leverandørerne.
“Vi oplever en stigende efterspørgsel fra medlemmer, der ønsker hjælp til at forstå og udfordre de kommunale og regionale takster. I flere tilfælde har vi været med til at få korrigeret beregningerne, så taksterne er blevet justeret markant,” siger Christian Lund Hansen, fagchef for udbudsret i Dansk Erhverv.
Konkret værdi for medlemmer
Takstenheden hjælper blandt andet med at:
- Efterprøve kommuners og regionernes omkostningskalkulationer
- Gå i dialog med myndigheder om takstfastsættelse
- Understøtte forberedelse af klagesager
- Rådgive om regler og praksis på området
Aktuel relevans
Behovet for korrekt og gennemsigtig takstfastsættelse er stigende. Nye regler indebærer blandt andet, at takster skal genberegnes årligt, samtidig med at aktuelle afgørelser – eksempelvis om lønomkostninger – kan få betydning for tidligere beregninger og dermed for leverandørernes økonomi.
Samtidig spiller takster en stadig større rolle i de politiske forhandlinger, ikke mindst på social-, sundheds- og ældreområdet, hvor der er øget fokus på dokumentation, kvalitet og effektiv ressourceanvendelse.
Et skridt mod mere gennemsigtighed
Takstenheden er en del af Dansk Erhvervs arbejde for større gennemsigtighed i den offentlige økonomi.
Manglende indsigt i kommuners og regioners beregningsmodeller og prissætning kan skabe skæv konkurrence og uhensigtsmæssig ressourceanvendelse. Med den nye enhed styrkes arbejdet for fair og retvisende takster samt et bedre beslutningsgrundlag – til gavn for både velfærdsleverandører, kommuner og borgere.
Læs mere om hvordan du kan få hjælp
Kontakt