Spring til indhold

Gyldendal: Still going strong på 250. år

På kort tid har adm. direktør Hanne Salomonsen truffet nogle svære, men nødvendige beslutninger, der skal sikre, at Gyldendal forbliver et moderne forlag.
12. juni 2023
Ord: Tine Østergård Foto: Petra Kleis

Man kan tydeligt mærke det historiske vingesus, når man besøger Gyldendal i indre København. Det over 250 år gamle forlag, der siden 1782 har haft hjemme i de historiske bygninger i Klareboderne og stadig er blandt forfatternes foretrukne forlag. Kig bare i din bogreol derhjemme, eller i børnenes skolebøger, hvor du hurtigt støder på Gyldendals navn. Fra Inger Christensens digtsamlinger til Bjarne Reuters børne- og ungdomsbøger og Lærke Baggers strikkebog. Forfatterlisten er lang og spænder bredt, fra debutanter til de sikre kommercielle succeser.

Og det er netop dét, Hanne Salomonsen fremhæver som Gyldendals skønhed; at forlaget er en børsnoteret virksomhed, der forener det åndelige og dannende med det finansielle og kommercielle.

”Det er meget energigivende at være en katalysator for så stærke stemmer og samtidig sørge for, at forretningen er rentabel. Vi har været her i så mange år og har lavet det samme i så mange generationer. Det sidder i væggene, og der ligger en stor skønhed i, at vi hele tiden formår at udvikle os i tråd med tiden.”

Hanne Salomonsen blev udnævnt som ny adm. direktør for Gyldendal i efteråret 2022, hvor hun blev sat i spidsen for at forenkle forretningen og få forlagets økonomi tilbage på sporet. Det skete efter en periode, hvor forlaget var blevet moderniseret og bragt på højde med den digitale virkelighed, men hvor der de seneste år blev foretaget nogle satsninger, hvor de forretningsmæssige resultater ikke fulgte med. På få måneder har Hanne Salomonsen gennemført det, hun selv kalder nogle svære, men nødvendige ændringer af forretningen. Det vender vi tilbage til.

20 år i Gyldendal
Vi møder Hanne Salomonsen på hendes kontor, der er placeret på 1. sal med kunst på væggene, et stort guldindrammet maleri af Søren Gyldendal, der grundlagde forlaget i 1770, Wegner-stole rundt om det lange mødebord, hvorpå der ligger flere bøger, blandt andet Martin Thorborgs ”Skab din egen succes”.

Og det har hun gjort, Hanne Salomonsen; skabt sin egen succes. Hun kalder det selv et naturligt, men stort skridt at blive adm. direktør for Danmarks ældste forlag.

”Jeg kunne ikke forestille mig noget mere spændende og opmuntrende, i virkeligheden. Jeg har været i Gyldendal i 20 år og har bestridt stort set alle stillinger, senest som direktør for Gyldendal Uddannelse.”

Litteratur har altid fyldt meget i Hanne Salomonsens liv. Hun er vokset op i et hjem med læsende forældre, stor kulturel kapital og stor kærlighed til litteraturen. Da hun skulle vælge uddannelse, faldt valget på dansk og litteratur på Københavns Universitet, og som 19-årig fik hun sit første job i bogbranchen, da hun blev ansat i Gads Boghandel på Strøget.

I dag er Hanne Salomonsen stadig et meget læsende menneske og har altid gang i flere bøger på én gang. Der er dog særligt én bog, Hanne Salomonsen altid vender tilbage til; Salmebogen. Den indgyder hende en vidunderlig ro, som hun formulerer det. Måske hænger det sammen med, at hun er præstedatter og tidligere kirkesanger, måske hænger det sammen med, at troen er en indgroet del af hende. Det er ikke noget, hun skilter med, for hun er et meget privat menneske. Men hendes ro er smittende, hun er godt selskab, og hun har meget på hjerte.

Børns adgang til læsning og fordybelse, for eksempel. Ifølge Hanne Salomonsen er det vigtigt, at det offentlige støtter op om børn og unges adgang til gode historier og læremidler.

”Vi skal som samfund huske at værne om indkøbet af bøger for at fremme læsningen og koncentrationen. Det handler om fordybelse, i virkeligheden. Desværre er det offentlige indkøb af bøger underprioriteret.”

Man kan tydeligt mærke, at Hanne Salomonsen brænder for læsningen og dannelsen. Hun siger da også, at hun dårligt kunne forestille sig at være adm. direktør i en anden branche end forlagsbranchen, for det er bøgerne og deres indhold, hun brænder for.

”Jeg kan smaddergodt lide materialet og er meget knyttet til det kulturelle.”

Bogklubberne er omlagt
At få sorte tal på Gyldendals bundlinje sker dog ikke med et trylleslag, især ikke i en tid med stor økonomisk usikkerhed, et bogmarked under forandring, hvor nye stærke forlag skyder op, konkurrencen intensiveres, og digitaliseringen fylder stadig mere. Det er hun fuldt bevidst om.

”Der har været et stort digitalt paradigmeskifte i branchen. For 20 år siden skreg folk af grin over forlagenes muligheder for at klare sig imod det digitale og troede, at vi hurtigt ville lukke. Men digitaliseringen spiller en kæmpe rolle og har ændret forlagsindustrien fundamentalt, og det vil fortsætte. I dag kommer omkring halvdelen af vores omsætning fra salg af digitale produkter, og vi bruger mange kræfter på at holde os på omdrejningshøjde med udviklingen,” siger hun og fortsætter:

”Konkurrencesituationen er på mange måder en stor fordel. Ellers bliver vi et beskyttet værksted.”

Hanne Salomonsen fastholder, at Gyldendal fortsat skal være noget særligt i kraft af sine 250 år lange historie og store forfatterkatalog. ”Der er mange, der har en forventning om, at vi løfter vores kulturelle forpligtelse, og det gør vi også. Vi er det forlag, der udgiver allerflest debutanter samt en del oversættelser og klassikere, blandt andet af Homers Iliaden, Flauberts Madame Bovary og Simone De Beauvoirs værker.

At turde satse og løbe en risiko er en del af forlæggeriet, men det er også det, der gør det sjovt – at finde det, der duer. Kuratering er vores fineste kompetence.”

Hun fastslår dog, at det skal foregå indenfor rimelighedens grænser – og altid i aktionærernes interesse. Og her er vi ved kernen i Gyldendals arbejde: at forene kapital og kultur.

På kort tid har Hanne Salomonsen truffet nogle beslutninger, der skal sikre, at Gyldendal kan fokusere på sin kerneforretning, som er at udgive børne- og ungdomslitteratur, skønlitteratur, faglitteratur og læremidler til uddannelsesinstitutionerne.

Hun har omlagt de analoge bogklubber – som tidligere var Gyldendals guldæg – til en digital læseklub. Omlægningen betyder blandt andet, at de 60.000 medlemmer ikke får tilsendt en udvalgt bog til særpris hver måned, og at de fysiske bogklubmagasiner er blevet afviklet.

”Bogklubberne har haft en stor historisk betydning, men de er ikke længere økonomisk bæredygtige. Som børsnoteret virksomhed skal vi hele tiden have styr på økonomien,” siger hun.

Samme ræsonnement ligger bag beslutningen om at sælge streamingtjenesten Chapter for 1 krone til Saxo.com, da økonomien i streamingtjenesten ikke hang sammen for forlaget.

”Det var desværre en nødvendighed. Vi kom for sent ind på streamingmarkedet, og det blev for dyrt. Den hårde konkurrence på markedet ville kræve for store investeringer til at fortsætte.”

Ledelse er en livslang øvelse
Hvordan har du grebet det an ledelsesmæssigt?

”Jeg tror på at være åben og ærlig. Jeg har kommunikeret tydeligt hele vejen igennem den store turbulens, og jeg tror og håber, at medarbejderne har følt sig godt orienteret. Vi holdt et månedligt møde, hvor man kunne stille åbne spørgsmål. Der var selvfølgelig en vis uro ligesom i mange andre virksomheder i samme situation, men vi lagde tingene ærligt frem. Hvis man skal afskedige, så skal det gøres så nænsomt og menneskeligt som muligt.”

Hanne Salomonsen trives godt i lederrollen, som hun beskriver som en livslang øvelse.

”Ledelsesrollen er kontekstafhængig, men jeg føler en vis naturlighed i det. Jeg kan godt lide at få tingene til at fungere, at medarbejderne har det godt, at vi har høj produktivitet og skaber gode økonomiske resultater. Det handler om at være en god menneskekender, så man kan regulere tingene for the greater good.”

Med Hanne Salomonsen har medarbejderne i Gyldendal fået en adm. direktør, der lægger større vægt på medarbejdernes trivsel og forretningens økonomi end på egne bedrifter.

”Alle CEO-poster tager farve af det menneske, der sidder på posten. Der er ting, man skal kunne, eksempelvis at træffe en vanskelig beslutning på en human måde og at prioritere, men man skal finde sin egen vej i det. Jeg har begået masser af fejl, selvfølgelig har jeg det, men jeg går ikke ind for perfekthedskultur,” siger hun og afslutter:

”Det eneste, man ikke kan lave om på, er døden. Hvis man har truffet en forkert beslutning, må man gøre den om.”

Hanne Salomonsens tre bedste anbefalinger

Hvad er den bedste bog, du har læst?
Jeg læser ekstremt meget og har altid gang i flerebøger på en gang. I øjeblikket ligger der 8-10 bøger på mit natbord. Jeg læser tit i Inger ChristensensSamlede Digte og er pt. i gang med blandt andet The Perfect Nine af Ngügï wa Thiong’o og Klump af Katinka Bjerregaard.

Jeg har i mange år læst efter forskellige temaer. Eksempelvis familiedynamikker i det borgerlige samfund, litteratur om kolonitiden, afrikansk litteratur, store kærlighedsromaner og digte, romaner om borgerskabets diskrete charme, litteratur om Hamsuns Sult og alt muligt andet.

Hvilken bog ville du give i gave?
Det kunne være Annas Sang af Benjamin Koppeleller Kriger uden Maske af Hanne-Vibeke Holst.

Hvilken litteratur har du præsenteret for dit barn?
Astrid Lindgren, hun er genial, simpelthen. Og Kim Fupz Aakesons bøger om Vitello.

Om Hanne Salomonsen

 

  • 2022: Adm. direktør i Gyldendal
    Aktuelt medlem af bestyrelsen i:
    Den Hirschsprungske Samling (formand)
    Danske Forlag (næstformand)
    A/S Information
    Det Kgl. Vajsenhus
  • 2008: Adm. direktør for Gyldendal Akademisk
  • 2003: Forlagschef for Hans Reitzels Forlag
  • 2001: Ansat på Gyldendal
  • 2001: Cand.mag. i dansk og sprogvidenskab fra Københavns Universitet

Fik du læst

Superevents er afgørende: Bellagroup vil trække 15.000 gæster til København med ny gamingfestival

Gaming er kæmpestort, og det bliver kun større. I starten af 2024 vil Bellagroup trække 15.000 gæster til København med en ny gamingfestival. Den slags uperevents er afgørende for Bellagroup og smitter af på resten af turist- og oplevelsesindustrien, fortæller adm. direktør, Christian Folden Lund.

Velfærdsrådet har talt. Her er deres 12 konkrete anbefalinger

Velfærdssamfundet er en brændende platform. Derfor har Velfærdsrådet fremlagt 12 konkrete løsninger, der skal sikre, at vi i fremtiden kan få den hjælp, vi har brug for. Benedikte Kiær, der står i spidsen for Velfærdsrådet sammen med Jens Kramer Mikkelsen, kalder det en tag selv-buffet af gode anbefalinger til politikerne på Christiansborg.

Adm. direktør i Incita: ”Jeg ville ønske, vi blev købt til at levere et resultat, i stedet for at levere en ydelse”

Minuttal er ikke afgørende for, om det lykkes at hjælpe mennesker med komplekse problemer. Det er gode, opbyggelige relationer til gengæld, understreger Christina Grøntved, adm. direktør for den erhvervsdrivende fond Incita.

Koncern CEO i Carelink Gruppen: ”Vi skal digitalisere alt det, som gør, at vi får tid til omsorg”

En fælles vision. Fælles dogmer. Fælles rammer. Det er, hvad Brian Rosenberg, Koncern CEO for Carelink Gruppen, ønsker bliver udgangspunktet for fremtidigt samarbejde om digitalisering og datadeling mellem de offentlige og private velfærdsaktører, han ved, kan løse opgaver i fællesskab.

Sundhedsdirektør i Tryg: ”Hvis vi skal løfte hele samfundsudfordringen med vores velfærdssamfund, skal alle mand på dæk”

Jytte Vadmand Adelmark, sundhedsdirektør i Tryg, siger det uden at lægge fingre imellem: Der er brug for forebyggelse, forebyggelse, forebyggelse for at afhjælpe de mange store udfordringer på sundhedsområdet. Derfor må offentlige og private aktører samarbejde, så alle kompetencer kommer i spil til borgernes bedste.

Kommentar: Vi skal være verdensmestre i velfærd

Tror du, der bliver taget godt hånd om dig, når du bliver gammel? Spørger man vores kommende ældre, er svaret præget af stor skepsis. Kun hver tiende i alderen 60-69 år forventer, at kvaliteten af ældreplejen vil være god, når de selv får brug for den.

Gyldendal: Still going strong på 250. år

På kort tid har adm. direktør Hanne Salomonsen truffet nogle svære, men nødvendige beslutninger, der skal sikre, at Gyldendal forbliver et moderne forlag.

Tæt på: Den Gamle By i Aarhus

DANMARKSHISTORIEN lever i Den Gamle By. Den ånder, pruster, knirker og larmer i og omkring de gamle bygninger, hvor besøgende kan gå på oplevelse i tiden. Fra hundreder af år tilbage til den helt nylige fortid.

Capio Privathospital: Her hjælper AI med at løse konkrete udfordringer i hverdagen

På Capio Privathospital er et AI-baseret system godt på vej til at kunne løse en enorm udfordring: Manglen på lægesekretærer. Systemet omdanner automatisk lægens lydfil til en tekstjournal, så lægesekretærerne får tid til andre opgaver.

Ro på: På Hotel Fjordgaarden er der plads til fordybelse

På kanten af Ringkøbing Fjord og det vilde Vesterhav skaber Hotel Fjordgaarden ro til fordybelse for gæster og virksomheder. Vi har talt med direktør Ole Olsen.

Skønt, smukt og sikkert: Kosmetik og personlige plejeprodukter er vigtige for rigtig mange danskeres livskvalitet

Kosmetik og personlige plejeprodukter er vigtige for rigtig mange danskeres livskvalitet. Det skal vi huske, når vi debatterer kemi og kosmetik, mener Kosmetik- og hygiejnebranchens adm. direktør, Helle Fabiansen.

Kommentar: En ny geopolitisk virkelighed

Hverken praktisk eller politisk kan Danmark og EU holde fast i at gøre, som vi plejer. I hvert fald ikke, hvis vi vil sikre udvikling og stabilitet for danske virksomheder og dansk økonomi. Den geopolitiske virkelighed har ændret sig, og derfor er der brug for at se på de tidligere ret fastlåste industri- og handelspolitiske linjer på en ny måde.

Rådgivning lige til døren

I Dansk Erhverv er vi ovenud glade for at yde erhvervsjuridisk rådgivning til stribevis af medlemmer. Uanset om det er på Børsen, til webinarer eller rundt i landet – tæt på medlemmerne – som det var tilfældet en solrig forårsdag hos Milling Hotels i Middelfart til et grundkursus i GDPR.

Personalejuridisk brevkasse: Nye regler for ansættelsesbeviser

I brevkassen besvarer Dansk Erhvervs advokater et aktuelt personalejuridisk spørgsmål. Denne gang om de nye regler for ansættelsesbeviser.

Polestar går efter diversitet: ”Det er simpelthen, fordi der er penge i det”

Efter 20 år i bilbranchen står Henrik Bang, direktør for Polestar i Danmark, overfor en række opgaver, der får det til at krible i fingrene på ham. For ikke nok med, at der er rigeligt at tage fat på med den grønne omstilling i bilbranchen, der er også brug for større diversitet og stærk pionerånd.