Få op til 50.000 kr. i tilskud til at styrke din virksomheds kriseberedskab
Er din virksomhed klar, hvis et cyberangreb lammer driften, eller en vigtig leverandør pludselig svigter? Nu kan SMV'er få tilskud til professionel rådgivning, der hjælper dig med at forebygge og håndtere kriser. Men du skal være hurtig. Ansøgningsfristen er den 2. november.
Tilskuddet kan blandt andet bruges til professionel rådgivning om at kortlægge virksomhedens største risici og sårbarheder
Et cyberangreb, en afbrudt forsyningskæde eller geopolitisk uro kan hurtigt få store konsekvenser for din virksomhed.
Derfor er det vigtigt at have styr på, hvor virksomheden er sårbar, og hvad I skal gøre, hvis krisen rammer. Og nu er der hjælp at hente.
Fra den 26. oktober til den 2. november kan små og mellemstore virksomheder søge om 50 procent i tilskud til et rådgiverforløb på op til 100.000 kr. gennem Virksomhedsudvikling Danmark.
Det betyder, at din virksomhed kan få dækket op til 50.000 kr. af udgifterne til rådgivning.
Hvad kan du få hjælp til?
Tilskuddet kan blandt andet bruges til professionel rådgivning om at:
-
Kortlægge virksomhedens største risici og sårbarheder.
-
Udarbejde en beredskabsplan for cyberangreb og andre kriser.
-
Forberede virksomheden på brud i forsyningskæderne.
-
Styrke virksomhedens evne til at fortsætte driften, når noget uventet sker.
Der forventes stor interesse for puljen, og det er ikke alle ansøgere, der får tilskud. Derfor er det en god idé at undersøge mulighederne og søge hurtigst muligt.
Puljen er åben fra den 26. oktober til og med den 2. november 2026.
Andre læser
Beredskab
Kriser i dag har en tendens til at blive mere omfattende, langvarige og komplekse end tidligere, fordi det danske samfund er blevet mere komplekst og digitaliseret end før. I en omfattende krisesituation, vil det private erhvervsliv med stor sandsynlighed spille en afgørende rolle for at samfundet kan køre videre. Derfor er det vigtigt, at erhvervslivet tænkes ind i fremtidens beredskab.
Ny klar opfordring: Begræns risikoen for cyberangreb nu
Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer endnu en gang virksomheder til snarest muligt at undersøge og begrænse risikoen for uautoriserede opslag og systematisk udtræk af personoplysninger fra deres it-systemer. Her er seks step, du bør følge nu.