Ny rapport: Dansk økonomi scorer topkarakter, men bøvl og byrder kan spænde ben for fremtidig vækst
Dansk økonomi er i topform, men global usikkerhed samt bøvl og byrder kan knække formkurven. Det er konklusionen i en ny landerapport fra Den Internationale Valutafond.
IMF, Den Internationale Valutafond, har netop offentliggjort sin årlige landerapport om dansk økonomi, der kan ses som en slags karakterbog.
Lad det være sagt med det samme: Dansk økonomis karakterbog er fuld af topkarakterer, og vi ligger i den absolutte top blandt de lande, vi normalt sammenligner os med.
IMF ser dog også udfordringer for dansk økonomi. Vigtigst af alt er der behov for at løfte vækstpotentialet og mindske de regulatoriske byrder for dansk erhvervsliv.
Starter vi med vækstudsigterne, forventer IMF på linje med regeringen en BNP-vækst på 3,7 pct. i år, aftagende til omkring 2,0 pct. i 2027. Herefter er forventningen, at væksten vil aftage til et langsigtet niveau på ca. 1,5 pct. frem mod 2030.
Det afspejler, at dansk økonomi kommer fra et overordentligt stærkt udgangspunkt, hvor særligt salget af medicin har løftet BNP-væksten betydeligt i starten af 2026. Fremadrettet forventer IMF, at kombinationen af lavere global vækst som følge af de geopolitiske udfordringer, forhøjet usikkerhed, stigende energipriser og en faldende dansk arbejdsstyrke vil dæmpe væksten i dansk økonomi.
Det er svært at være uenig i IMF’s prognose. Dansk økonomi står grundlæggende med et fornuftigt udgangspunkt for at håndtere de udfordringer, der i øjeblikket tårner sig op i den globale økonomi. Beskæftigelsen er høj, ledigheden lav, de offentlige finanser bundsolide og den finansielle sektor robust.
IMF ser udfordringer med vækstpotentialet og de administrative byrder i dansk erhvervsliv
Læser vi lidt dybere i rapporten, ser IMF dog også en række grundlæggende udfordringer for dansk økonomi. IMF ønsker først og fremmest, at vækstpotentialet løftes. Der bliver ganske enkelt færre hænder til at skabe den vækst og velstand, som vi gerne vil have i de kommende år.
Derfor er der behov for reformer, der øger arbejdsudbuddet, samtidig med at virksomhederne skal have bedre muligheder for at investere, digitalisere og tage kunstig intelligens i brug.
Her rammer IMF efter min mening hovedet på sømmet. Der er behov for bedre adgang til vækstkapital, et højere arbejdsudbud og færre regulatoriske byrder, hvis vi også fremover skal have nye danske virksomheder i international topklasse.
Regeringens finanspolitik burde være mere neutral
Samtidig sender IMF en meget klar besked om finanspolitikken. Med fuld beskæftigelse og en økonomi, der allerede kører tæt på kapacitetsgrænsen, er der ikke behov for at træde yderligere på speederen.
IMF anbefaler derfor en omtrent neutral finanspolitik i 2027. Det lyder fornuftigt i mine ører. Ellers risikerer vi at hælde yderligere efterspørgsel ind i en økonomi, hvor virksomhederne allerede har svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for.
IMF kommer dermed også med en lille løftet pegefinger til regeringen, der i skrivende stund planlægger en moderat ekspansiv finanspolitik i de kommende år.
Bundlinjen er, at IMF giver dansk økonomi en flot karakterbog med få, men vigtige forslag til forbedringer. Rapporten bør ses som en rettidig påmindelse om, at fortidens flotte vækst ikke kommer af sig selv.
Hvis Danmark også om fem og ti år skal ligge i den økonomiske superliga, kræver det flere hænder, højere produktivitet og bedre rammer for danske virksomheder.
Seneste nyt om erhvervsøkonomi
Kommentar: Regeringen forventer stærkeste økonomiske opsving siden midten af 80'erne
Regeringen har netop offentliggjort deres første prognose for dansk økonomi over de kommende år. Lad det være sagt med det samme – det er positiv læsning, der viser at dansk økonomi er i god balance og at der udsigt til fortsat flot vækst i både 2026 og 2027.
Dansk Erhverv: DØRS-rapport understreger den positive betydning af beløbsordningen for internationale kolleger
Det Økonomiske Råds rapport peger blandt andet på, at dansk økonomi står godt på grund af danske virksomheders kunnen, men der er udfordringer og usikkerheder. Rapporten byder også på meget vigtige konklusioner omkring beløbsgrænsens betydning.
Ny prognose fra De Økonomiske Vismænd: Her er udsigten for dansk økonomi
Prognosen må siges at være i den positive ende af skalaen. Vismændene forventer med nærmest stoisk ro fortsat vækst i dansk økonomi – også i tilfælde af en mere langstrakt blokering af Hormuzstrædet.
Nedgang i tysk erhvervstillid puster til dansk recessionsbekymring
Erhvervstilliden i både Tyskland og Frankrig har låst sig fast under den vigtige grænse på 50, der angiver grænsen mellem fremgang og tilbagegang i økonomien. Det kan få konsekvenser for danske virksomheder og en ellers stærkt dansk økonomi.
Cheføkonom: Nye eksporttal til USA er en stor mavepuster
Danske virksomheders eksport til USA falder for anden måned i træk. Det er bekymrende, vurderer Dansk Erhvervs cheføkonom, som forudser en forårsgyser om eksporten.
Kommentar: Nye tal fra Tyskland og Frankrig vækker bekymring for europæisk recession
Erhvervstilliden falder under magisk grænse i to af de vigtigste europæiske økonomier. Det kan skubbe Europa ud i recession. Også risikoen for dansk økonomi stiger, skriver cheføkonom Tore Stramer i denne kommentar.
Nationalbanken præsenterer ny prognose for dansk økonomi med mulige risikoscenarier for energikrisen
Nationalbanken forventer som udgangspunkt et balanceret vækstforløb i dansk økonomi over de kommende år med en BNP-vækst på ca. 1,8%. Det er en robust udvikling, der skal ses i sammenhæng med, at dansk økonomi i udgangspunktet står godt rustet til at imødegå en periode med højere energipriser og usikkerhed.
Endlich: Positivt tysk nøgletal er godt nyt for dansk erhvervsliv
Efter flere år med recession vokser den tyske økonomi igen. Væksten er beskeden, men forventes at tage til i de kommende år, og det kan få stor betydning for danske virksomheder, forklarer Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Kontakt